Børn i fængsel?

Jeg så for nylig den fremragende britiske film "Children of Men" fra 2006. I filmen skildres et England anno 2027, hvor et totalitært styre hersker, og hvor folk er fængslet og sendt til lejre der leder tankerne hen på dels koncentrationslejrene fra anden verdenskrig, og dels de mere nutidige forhold i Irak og på Guantanamobasen på Cuba. Mere eller mindre tilfældig vold, tilfangetagelse og andre "Kafka'ske" forhold, i en fremtid der mildest ikke er præget af optimistisme og tro på fremskridtet.

Det at have indflydelse på sit liv, at deltage i meningsfyldte aktiviteter, at kunne ytre sig frit, herunder at kunne kritisere magten og stille den til skue i en fri presse, og som et absolut minimum, at vide hvad man evt. er tiltalt for, i det tilfælde af at man har forbrudt sig mod loven, er forhold vi i vores del af verdenen anser for essentielle, rettigheder vi opfatter som umistelige.

Alligevel har vi en gruppe af borgere i dette land der dag efter dag bliver udsat for en behandling som nok ikke er på niveau med de forhold der skildres i filmen, men som alligevel kan sætte hak ud for: manglende indflydelse på umiddelbare forhold der har betydning for den enkeltes liv (såsom hvornår man må spise og gå på toilettet), indskrænket ytringsfrihed (ofte bliver bestemte ytringer, såsom brug af bandeord, mødt med sanktioner), stærkt begrænsede muligheder for at kritisere den magt de udsættes for (igen anvendes sanktioner hvis kritik alligevel fremsættes), samt ofte manglende begrundelse for de sanktioner de udsættes for når de alligevel gør oprør mod den ofte vilkårlige vilje de udsættes for, og som nærmest konsekvent tvinges til at skulle indgå i for dem komplet meningsløse aktiviteter. Det lyder som forhold i mellemøstlige fængsler, men det er som sådan bare hverdagen for tusindvis af danske skoleelever.

Vi har i Danmark og i resten af den vestlige verden gjort oprør mod sådanne forhold, og oplysningstidens revolutioner står som en milepæl i vores kollektive bevidsthed. Vi har kæmpet for ovenfor nævnte rettigheder, men på trods af dette lærer vi stadig vores børn, at selvom mor og far gerne må sige hvad de vil om regering, kongehus, arbejdsgivere etc, så skal de kære små gøre hvad der bliver sagt, ligegyldigt hvor idiotisk det end bekommer dem. Det må være en meget mærkelig oplevelse at være barn i Danmark i dag.

Den udvikling vores samfund har gennemgået de sidste ca. 200 år, har været kendetegnet af at flere og flere mennesker har fået indflydelse på deres liv, herunder også politisk indflydelse, og dermed indflydelse på deres medmenneskers liv også. Vi har for det første fået demokrati i stedet for kongedømme, og demokratiet er stadig blevet udviklet, og i dag diskuteres det om valgretsalderen skal sættes ned til 16 år. Nu skal man jo passe ikke at begå en fejl a la den med storken og babyerne, men umiddelbart virker det ikke til, at det at give flere og flere mennesker indflydelse på deres eget og andres liv, har resulteret i noget der skulle kunne give anledning til den tilsyneladende nervøsitet der er forbundet med at lade børn bestemme over sig selv. Så man må spørge; hvorfor byder vi vores børn disse forhold? Hvad er vi så bange for?

Vi har lige fået en ny regering, der som noget af det første har hævet den kriminelle lavalder til 15 år, og som efterfølgende stolt har udtalt "I Danmark sætter vi nu ikke længere børn i fængsel". Men den ovenfor skitserede skole minder sgu lidt om det